Vaniljevafler med citronflødeskum og saltkaramel

12 VAFLER

Saltkaramelsirup

150 g rørsukker

2 dl fløde

1 tsk. flagesalt

Vaniljevafler

1 vaniljestang

160 g rørsukker

400 g mel

1 knsp. salt

2 tsk. bagepulver

1 spsk. kardemomme

2 æg

7 1/2 dl sødmælk

160 g usaltet smør + smør til bagning

Citronmelisse til pynt

Citronflødeskum

1/2 l piskefløde

Revet skal af 1 citron

Denne vaffel er simpelthen så lækker. Kombinationen af det søde og salte er så forrygende, at hele bordet vil juble af fryd! Prøv selv at se!

Start med at lave din saltkaramelsirup

Smelt sukkeret med tålmodighed ved svag varme. Rør i det indimellem. Kom fløden i, når sukkeret er karamelliseret, og rør, rør, rør. Jo mørkere karamellen er, før fløden kommer i, jo mørkere saltkaramelsirup får du. Tilsæt salt, og lad siruppen koge ind ved svag varme, til den har en passende konsistens. Tilsæt mere fløde, hvis den bliver for tyk.

Køl siruppen ned. Hæld den på en beholder, du kan hælde af. Den kan holde sig på køl i 3 uger.

Vaniljevafler

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og bland dem med 1 spsk. sukker. Bland de tørre ingredienser i en stor skål. Slå æggene ud i en anden skål, pisk dem let sammen, og bland dem med mælken.

Smelt smørret, og lad det køle ned. Hæld det afkølede smeltede smør og ægge-mælke-blandingen i de tørre ingredienser, og bland det hele sammen med en stavblender eller håndmixer.

Pensl vaffeljernet med smør, og bag vaflerne én efter én. Skær et snit fra midten af hver vaffel ud til kanten, og fold vaflen ind over sig selv i en portionsskål, så ét hjerte ligger ind over et andet.

Vaffeldejen kan holde sig på køl i 2 dage.

Citronflødeskum

Pisk fløden til flødeskum, og vend den med revet citronskal. Lav en kugle af flødeskummen, læg den i en vaffel, og pynt med tigerstriber af saltkaramel-sirup og citronmelisse.

Uddrag fra: Agnete og Poul Wulff. “Brunch til fester og hyggelige dage”.

Foto: Stine Christiansen

Foto: Stine Christiansen